I efteråret 1686 slæbte Jørgen Arenfeldt, herremand på godset Rugård ved Ebeltoft, sin sidste heksekvinde til København for at møde i Højesteret. Her skulle han forklare sin anklage og forfølgelse af Anne Sø Sørensdatter fra Boeslum ved Ebeltoft, som han havde haft i sit fangehul på herregården og siden fået dømt til døden på bålet ved Landsretten i Viborg.

Tiden var skeptisk og ligefrem farlig for kvinder, der søgte at tjene til dagen og vejen med signen og manen, blande urter og hjælpe til, hvor der var ondt i gærde, hos en barselskvinde eller et dyr der led nød. Men gik onde tunger hende imod, kunne hun også bringe ondt til huse, gøre kvinder golde og mænd impotente, gøre høsten ringe – og - ja listen var lang og straffene bestialske.

Hvordan kunne det gå til, at netop Jørgen Arenfeldt blev en væsentlig årsag til, at hekseforfølgelserne igen blussede op efter mange års tilstand og, at netop sagen om Anne Sø fik bålene slukket igen?